Peter Lofts 2. redegørelse flytter fokus

Så fik vi de to omtalte redegørelser fra henholdvis Erling Andersen, der er direktør i Skat København, og fra Peter Loft, der er departementschef i Skatteministeriet. Eller rettere – vi har faktisk fået tre redegørelser.

Det står enhver klart, at der IKKE er enighed mellem Peter Loft og Erling Andersen. Men hvad nu hvis vi fjerner Erling Andersen, og udelukkende fokuserer på Peter Lofts egne to, og ret forskellige, redegørelser. Så åbner der sig et argumentativt spændingsfelt, og lige dér ligger fokus for dette blogindlæg.

Spændingsfeltet mellem Peter Lofts 1. og 2. redegørelse
Det kommunikativt interessante i spændingsfeltet mellem Peter Lofts første og anden redegørelse udgøres af det, der IKKE siges i den første redegørelse, og det der siges i den anden redegørelse. Ét er selve oplysningerne, der fremkommer i den supplerende redegørelse. Noget andet er bevæggrunden for Peter Lofts kommunikative prioriteringer.
Den første redegørelse flyver meget lavt under radaren. Den er kendetegnet ved armslængde, lirum-larum og ved at Peter Loft primært forholder sig til andres ageren i sagen, og ikke kommer synderligt ind på sine egne handlinger.
Den anden redegørelse udmærker sig ved, at Peter Loft er tvunget til at forholde sig konkret til Erling Andersens detaljerede gennemgang af sagen, herunder Peter Lofts egen rolle, handlinger og involvering – en involvering han ellers, flere steder i den første redegørelse, gør en dyd ud af at understrege IKKE har fundet sted.

Fra andres gøre og laden til Peter Lofts egen ageren
Essensen er altså, at der sker en markant ændring af sagens fremstilling fra departementschefens første redegørelse til den anden redegørelse. Med få dages mellemrum. Ting og forhold der ikke blev nævnt, og som ikke indgik i den første redegørelse, får pludselig afgørende betydning i den anden redegørelse. Konkret betyder forskellen mellem den første redegørelse og den supplerende redegørelse at:

• Peter Loft må forholde sig til sin egen rolle i sagen
• Peter Loft tvinges til at uddybe egne handlinger
• Peter Loft involverer Troels Lund Poulsen i sagen
• Peter Loft inddrager partiet Venstre
• Peter Loft implicerer derigennem den tidligere statsminister
• Peter Loft forsøger at flytte ansvaret fra SKAT til politik
• Peter Loft viderebringer et notat, hvis oprindelse han er usikker på (!)
• Peter Loft formår (indtil videre) at flytte fokus

Peter Loft flytter (kortvarigt) fokus væk fra sig selv
Som jeg ser det, skal man være døv, blind, lam og ignorant i forhold til politisk kommunikation for ikke at finde spændingsfeltet mellem Peter Lofts to redegørelser interessant. Hvis ikke Erling Andersen var gået så hudløst til værks, havde vi kun fået Peter Lofts første redegørelse, der ikke indeholder nær det samme ‘sprængfarlige gods’ som den anden redegørelse. Det står klart, at Peter Loft i første omgang valgte at tilbageholde oplysninger i sagen. Han foretog altså nogle afgørende kommunikative prioriteringer.

De mange spørgsmål der venter Peter Loft
Men hvorfor fortalte Peter Loft ikke hele historien i første redegørelse? Hvorfor blev notatet, der ‘bare dukkede op’ først nævnt i den 2. redegørelse? Hvorfor skulle Peter Lofts egen centrale ageren tvinges frem af Erling Andersens redegørelse? Hvorfor ventede Peter Loft med at flytte ansvar og fokus? Hvorfor nævner Peter Loft først partiet Venstre i redegørelse nummer to?

Der er mange, mange spørgsmål der venter på at blive besvaret. Og sagen bliver yderst interessant at følge. Ikke kun på grund af den mulige indbyggede politiske skandale, den er potentielt forkastelig i sig selv, men også kommunikationen i sagen er spændende at følge. Der er til mange kommende blogindlæg om argumentation, etos, troværdighed, forskydning, krisekommunikation, redelighed, kommunikative unddragelsessynder – alt sammen deliberativ politisk retorik og akkurat stof for denne blogs niche. Den journalistiske afdækning må de etablerede medier tage sig her.

First we take Manhattan then we take Berlin
Lad mig opsummere. Den første runde om de to, eller rettere tre, redegørelser centrerer den medierede opmærksomhed om den tidligere skatteminister, Troels Lund Poulsen, den særlige rådgiver Peter Arnfeldt, partiet Venstre – og dermed Lars Løkke Rasmussen. Uvidende har han vel næppe været…? Men det er som sagt blot første runde. Peter Loft har fået flyttet fokus, men mit skøn er, at det er en meget stakket frist.

For den nuværende regering og statsminister Helle Thorning-Schmidt er rækkefølgen på fokus formentlig helt ok. Peter Loft fylder i dagens medier ikke nær så meget som den tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen. Men den tid kan komme. De mange spørgsmål, og den forklaringen på den kommunikative prioritering, ligger og venter. Men ting tager tid. Statsminister Helle Thorning-Schmidt, der holder sig på afstand af sagen, er formentlig ganske fortrøstningsfuld. Måske går Thorning endda rundt og dufter til stempelkaffe i køkkenet på Østerbro mens hun nynner Leonard Cohens sang: ”First we take Manhattan then we take Berlin”.