Bølgerne går højt i den politiske journalistik. Hvorfor røber Ekstra Bladet, lige nu, det som alle politiske nørder længe har ‘vidst’? At det var Søren Gades spindoktor, Jacob Winther, der røbede at danske soldater var på vej til på en farlig mission i Irak. Det kan virke umiddelbart at gennemskue, hvad der var Søren Gades eget motiv for eventuelt at lade sin daværende spindoktor tale over sig. Den motivation hedder; politisk handlekraft! (Lækagesagen kort her)
Hold øje med Ekstra Bladet i den kommende tid
Det er også til at gennemskue, hvorfor TV2 valgte at bringe historien; braking news! Men hvad er Ekstra Bladets motiv? Det kommer jeg med et bud på, først må rammen lige på plads.
Sagen først. Afsløringerne som Ekstra Bladet nu bringer, handler om fortrolige forsvarsoplysninger, der ramte TV2 før oplysningerne ramte Udenrigspolitisk Nævn. Et læk af forsvarsoplysninger, der potentielt bragte danske soldateres liv i fare, har diskussionen lydt. Men også et læk, der endnu en gang synes at røbe Venstres pragmatisme i forhold til magt. Den vinkel lader jeg i dag andre aviser kaste sig over. Tilbage til Ekstra Bladet.
Ekstra Bladets motiv
Lydfilen som Ekstra Bladet har, og som tillige ligger i ‘et brandsikret skab’ i DR-byen, gengiver en samtale mellem TV2-journalisten Rasmus Tantholdt og DR-journalisten Nils Giversen. En båndudskrivelse af lydfilen gengives i dag, tirsdag den 13. december 2011, kl. 12.00 på EB.dk, og det skal nok bringe trafik til Ekstra Bladets server, måske endda nedbrud. Af præcis den grund kan det derfor være nok så interessant at gisne om, hvorfor Ekstra Bladet i dag røber lydfilen? Hvad er motivet?
Ekstra Bladet røbede først Peter Arnfeldt
Lad os lige spole nogle dage tilbage. Sidste søndag, den 4. december 2011, fik Ekstra Bladet stor opmærksomhed, da avisen kunne afsløre, at Troels Lund Poulsens spindokter, Peter Arnfeldt, tilbage i 2010, og over flere uger, havde ligget i forhandlinger med Ekstra Bladet om læk af hele afgørelsen i Helle Thorning-Schmidts skattesag. Forhandlinger som Ekstra Bladets Jan Kjærgaard formentlig har optaget på bånd.
Nu er der så gået ni dage… Og i dag offentliggør Ekstra Bladet så hele båndudskriften fra samtalen mellem Rasmus Tantholdt og Nils Giversen – og tillige lydstykker fra filen.
Ekstra Bladets redaktionsmøder
Hvad mon de forud for dette træk har diskuteret på Ekstra Bladets redaktionsmøder? Det er for banalt blot at sige, at Ekstra Bladet ligger i åben konkurrence med B.T., og derfor må kæmpe sig ‘sensationelt’ tilbage. Det stikker dybere end som så. For de som har fulgt sagen, vil man kende til mindst tre forhold:
Tre forhold:
1. At Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, har udtalt at Ekstra Bladet ikke er sat i verden for beskytte magthavere under dække af kildebeskyttelse. At kildebeskyttelsen er tænkt som en sikkerhed til whistleblowers og ikke til magtmisbrug. Sådan lyder Ekstra Bladets egen forklaring på det svært spektakulære brud på kildebeskyttelsen som Peter Arnfeldt ellers var blevet lovet af Ekstra Bladet.
2. At Poul Madsen er blevet konfronteret med, at det at en spindoktor angiveligt tilbød Ekstra Bladet personlige oplysninger om en politisk modstanders skatteforhold er ulovligt og strafbart, hvilket burde have været en større journalistisk historie for Ekstra Bladet. Altså en større historie end selve afgørelsen på Helle Thorning-Schmidt skattesag. Ekstra Bladet valgte dog at gemme på deres viden i 14 måneder, og begrundelsen har lydt, at først da Erling Andersens og Peter Lofts redegørelser landede i offentligheden (fredag den 2. december 2011), havde Ekstra Bladet vished for, at der ikke havde været tale om en skinforhandling med Peter Arnfeldt, men en rigtig forhandling – fordi der i departementschef Peter Lofts redegørelse er en indrømmelse af, at Peter Arnfeldt reelt har haft adgang til Thornings skattepapirer. Men der er også et tredje forhold…
3. At Jan Kjærgaard i P1-programmet ”Mennesker og medier” (9. december 2011) forklarede, at han traf sit livs sværeste beslutning med bruddet på den hellige kildebeskyttelse. Men at afsløringen var nødvendig fordi Ekstra Bladet og Jan Kjærgaard er på ‘folkets side’ og aldrig på ‘magthavernes side’.
Jan Kjærgaard i P1 ”Mennesker og medier”
Hvis vi lægger Jan Kjærgaards udtalelser i P1, og i andre medier, til grund, så har Ekstra Bladet altså brudt den vigtigste journalistiske grundregel overhovedet; at når først en kilde er tilbud kildebeskyttelse, så er det uigenkaldeligt.
Jan Kjærgaard og Ekstra Bladet viste, med deres brud på kildebeskyttelsen, at et løfte om anonymitet ikke er uigenkaldeligt – fx hvis der er tale om magtmisbrug fra regeringens side af. Aha… På den hidtil hemmeligholdte lydfil udpeger Rasmus Tantholdt Jacob Winther (og deraf Søren Gade?) som kilde til oplysningerne om at danske soldater var på vej på en hemmelig mission i Irak.
Lydfilens indhold kan altså være et udtryk for det som Jan Kjærgaard og Ekstra Bladet kalder; magtmisbrug fra en regerings side. Altså magthavernes forhandling med medierne om spalteplads med det formål at stå sig godt i vælgerbefolkningens øjne. Og det vil Ekstra Bladet, har vi forstået, ikke være med til. For, som Jan Kjærgaard siger til Lasse Jensen i ”Mennesker og medier”: ”Jeg er altid på folkets side”.
Ekstra Bladet er altid på folkets side
Hvis Ekstra Bladet havde valgt ikke at røbe indholdet af lydfilen. Hvis Ekstra Bladet havde undladt at afsløre, at det var den tidligere forsvarsministers spindoktor, Jacob Winther, der videregav fortrolig information til Rasmus Tantholdt, så havde Ekstra Bladet brudt deres egen nye journalistiske logik.
Logikken lyder at Ekstra Bladet er villig til at bryde kildebeskyttelsen for at være på folkets side mod magtmisbrug. Den journalistiske konsekvens på Ekstra Bladet har altså været, at der ingen vej var uden om også at offentliggøre lydfilen med samtalen mellem Tantholdt og Giversen. Ellers havde den journalistiske inkonsistens været til at føle på.
Hvilke historier bliver de næste?
Sagt på en anden måde. En ultimative forventning til Ekstra Bladet må vel fremover være, at avisen røber alt hvad den ligger inde med af viden, der relaterer sig til enten magtmisbrug eller magthaveres forhandling med Ekstra Bladet. For Ekstra Bladet er på folkets side, og derfor skal magthavere ikke beskyttes. Det må derfor forventes at nye historier er på vej fra Ekstra Bladet til folket, ellers giver offentliggørelsen af lydfilen, lige akkurat i dag, vel ikke mening?
Med mindre at det altså ‘bare’ forholder sig som Poul Madsen siger; at Ekstra Bladet har fået lydfilen forleden dag, og at denne sag – modsat Peter Arnfeldt sagen – er en klassisk whistleblowersag.
Ekstra Bladet og ikke mindst Jan Kjærgaard har haft deres gang på Christiansborg i årevis, så mon ikke Ekstra Bladet ligger inde med relaterede historier? Det er svært at forestille sig andet. Indholdet af lydfilen og forhandlingen med Peter Arnfeldt er vel næppe de eneste historier som Ekstra Bladet er vidende om?