Skattesagen er ikke Thorning skattesag

Helle Thorning-Schmidts skattesag er faktisk ikke Helle Thorning-Schmidt skattesag. Den påstand kræver selvfølgelig sin forklaring. Jeg har derfor hentet støtte i Politikens leder (9/12-2011) og hos professor Jørgen Grønnegaard Christensen, der forleden havde en kronik i Berlingske med titlen: Magt, spin og anstændighed. Her skrev kronikøren, at Thorning-sagen aldrig har været en Thorning-sag.

Det burde været åbenbart for alle. Og sagen burde have trukket mere end rigeligt spin allerede. Men den politiske diskurs i oppositionen på Christiansborg prøver unægtelig fortsat at bedrive spin og fordrejning ved en absurd snak om ‘sten, der skal vendes, åbenhed og fuld offentlighed’. Kønt er det ikke. Ej heller redeligt.

Skattesagen ER afgjort
Partierne på Christiansborg strides om hvorvidt afgørelsen i Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnocks skattesag, skal indgå i kommissoriet for den kommende undersøgelse. Afgørelsen ligger dog fast. Det er de ypperste kræfter i den relevante myndighed, der er kommet frem til afgørelsen. Selve sagen handler om lækage, og om der er begået politisk påvirkning. Sagen handler ikke om Thornings skattesag. Og det er uredelig kommunikation at påstå noget andet!

Når Venstre med proselytter alligevel argumenterer for, at selve afgørelsen skal indgå, så lugter det derfor fælt af politisk rævekage-bagning. Venstre vil bruge afgørelsen til at kaste smuds på en politisk modstander, selvom sagen handler om noget helt andet.

Eller som Grønnegård indleder sin kronik med:

Thorning-sagen, som aldrig var en Thorning-sag, har i de allerseneste uger fuldstændig skiftet karakter. Det startede som en banal skattesag, som involverede den daværende statsministerkandidats ægtefælle. Det er blevet en rigtig grim affære, som slører billedet af Danmark som demokratisk mønsterland.

Pointen i Grønnegaards kronik er, at Skattevæsenet og dets skotter måske ikke sidder hvor de skal, hvorfor han åbner for en diskussion om man har indrettet Skatteministeriets organisation hensigtsmæssigt. Også Politiken har omtalt Jørgen Grønnegaard Christensens argument.

Sådan forsøger oppositionen af fordreje argumentationen
Grønnegaard er ikke den eneste med kommentarer til rævekage-bagningen i Venstre og omegn. Politiken beskriver i dag i lederen (9. dec. 2011), hvad der efter min mening burde være åbenlyst for alle – men som ikke er det, fordi Venstre åbenbart har et vist held til at kommunikere uredeligt. Den slags kan ikke påpeges nok, så her kommer fyldigt citat.

Skat har afgjort at der ikke er nogen sag […]. Og Ekstra Bladet har afsløret, at Troels Lund Poulsens spindoktor aktivt forsøgte at lække fortrolige oplysninger, stik imod enhver anstændighed – og imod gældende lov. Nu kunne man så tro, at partiet Venstre med stolte parlamentariske traditioner tog en dyb indånding, gav ægteparret Thorning-Schmidt en uforbeholden undskyldning for den skade, partiet synes at have forvoldt, og oprigtigt medvirkede til at få afklaret, hvor langt op og ind i partiet problemet rækker. Men nej.
Tværtimod synes partiet nu fast besluttet på en modoffensiv, der skal bringe statsministerens skatteforhold tilbage i fokus – om ikke andet som led i almindelige mudderkastning og mistænkeliggørelse.

Skal Venstre som parti redde sin troværdighed ud af, hvad der tegner konturerne af det mest alvorlige tilfælde af politisk korruption i dansk parlamentarisk historie, må partiet ændre tone og kurs. Så længe Venstre forsøger at puste nye liv i den sag, skattemyndighederne har afvist, kan det kun bestyrke mistanken om, at den daværende regering misbrugte sin adgang til personlige skatteoplysninger til at iværksætte en kampagne mod oppositionens leder.

Jeg kunne ikke være mere enig med både Politikens leder af i dag. Alle partier, uanset farve, holdning og udgangspunkt, skylder offentligheden og demokratiet at kommunikere redeligt, så borgerne har en mulighed for at navigere i kompliceret stof. Derfor er professor Grønnegaards udgangsreplik også værd at bemærke og ikke mindst notere sig.

Den anstændighed er under pres, når eller hvis en minister (regering) kan finde på at bruge skatteforvaltningen mod en politisk udfordrer. Det gør man måske i Putins Rusland, men da ikke i Løkkes og Thornings Danmark?