Det er retorisk volapyk, når man kigger efter i sømmene, fristes jeg til at mene. Hvis politisk substans, indhold og reelle svar – uden politisk fnidder – ellers er det nye sort i dansk politisk.
For hvad er det egentlig de tre ministre Bødskov (S), Möger (SF) og Østergaard (R) siger, i deres kommentar i Berlingske med titlen: ”Slut med borgerlig værdkamp”
Den politiske kommunikation er uigennemskuelig
De tre ministres indspark er interessant for denne blog. Ikke på grund af det politiske indhold. Jeg gentager; IKKE på grund af det politiske indhold, men på grund af den politiske kommunikation som kommentaren præsenterer.
De tre ministrer forsøger intet mindre end at anvise vejen for dét, der bringer Danmark fremad. Og hvem vil ikke gerne have netop dén formel, nu hvor krisen ligger som et tungt, gennemvådt vattæppe over nationen?
Hvem er modtageren, og hvem ekskluderes
Det står imidlertid ikke klart, når man dissekerer kommentaren, hvad det præcis er, der så skal bringe Danmark fremad – udover fællesskab. Og det forbliver uklart, hvem de tre ministre taler til, udover et bredt flertal af danskerne, som inviteres med. Hvem er det, der ikke inviteres med?
Netop vendingen med, at et bredt flertal af danskerne inviteres af de tre ministre til at være med, er lidt skæg, fordi de tre ministre anklager den tidligere regering for splittelse, intolerance og eksklusion. Et bredt flertal er ikke alle. Så hvem er det, de tre ministre er splittende, intolerante og ekskluderende i forhold til? Svaret blæser i vinden (eller i retning af V + DF?).
Nøgleafsnittet der anviser vejen for Danmark
Jeg tillader mig et gengive kommentarens nøgleafsnit. Dét afsnit, der anviser formlen på, hvad der skal bringe Danmark videre. Det lyder sådan her:
Det, der bringer Danmark fremad, er vores evne til at tænke i helheder frem for i splittelse. Krav kan derfor ikke stå alene, så rammer de skævt. Stigende krav må kombineres med konkrete initiativer, hvor fællesskabet danner rammen om en hjælpende hånd til dem, der har svært ved at leve op til kravene.
Det kan være jeg ikke er sprogkyndig nok, og måske står det klart for alle andre danskere, hvad der menes, og så er der jo ingen ‘is på koen’, men… Hvis der er andre end mig, der er lidt usikre på, hvad de tre ministre mener, så kan de få tilgivelse her på bloggen.
Kan du se dette billede for dig
En metafor er til for at hjælpe med forståelsen. En metafor hjælper modtageren med at se budskabet klarere for sig. Kan du se ministrenes billede for dig? En ramme, der er et fællesskab. Ok, så langt er vi med. Om en hjælpende hånd…! Øhh…
Vi prøver igen. Et fællesskab, der er en ramme (se fx en ramme for dig), som rammer en hjælpende hånd ind. Det kan vist godt lade sig gøre (altså en indrammet hånd). Hånden i rammen hjælper så nogen, ikke alle, men dem, der har svært ved at leve op til kravene. Krav der i øvrigt er en del af nogle konkrete initiativer, der må kombineres med stigende krav!
Sådan kommer Danmark fremad
Jeps, sådan. Nu skulle argumentationen være vendt om, så alle kan forstå formelen og se fremgangen for sig. Sidder der en enkelt læser tilbage, der føler sig ekskluderet af formlens indforståethed, så kan det skyldes, at det ikke er alle danskere, der inviteres med, men kun et bredt flertal!
Hvad kan vi så lære af det
Min pointe er, at storladne tanker om politik, ofte pakkes ind i vendinger, der er en gryderet af flom, floskler og sort snak. Og vupti har man udvist politisk handlekraft, mens man giver modstanderen et gok i nøden.
Hvis politikerne vitterligt vil kommunikere med vælgerne, navnlig de vælgerne der skifter til(bage) til andre partier, så skal politikerne tage udgangspunkt i vælgerne. Politikerne sidder med hovedet ned i detaljen, med rumpetten ud mod publikum og tager i stedet udgangspunkt i, hvordan verden ser ud fra Slotsholmens skriveborde.
Retorisk volapyk tager ikke modtageren alvorlig
Ovenstående formel fra de tre ministre er ingen formel. Det er ikke klart sprog. Det er retorisk volapyk, der ikke anviser nogle reelle løsninger som modtageren konkret kan forholde sig til eller tage stilling ud fra.
Hvis du som afsender gerne vil have modtagere, der kan tage stilling til din pointe, så må du gøre pointen helt klar og umisforståelig. Ikke noget med indviklede metaforer, kryptiske sætninger der går i ring eller ender blidt. Svaret er enkelt. Fordi den form for politisk kommunikation om noget skabet splittelse!
Det er faktisk en glimrende kommentar.
“Min pointe er, at storladne tanker om politik, ofte pakkes ind i vendinger, der er en gryderet af flom, floskler og sort snak. Og vupti har man udvist politisk handlekraft, mens man giver modstanderen et gok i nøden (…) Ovenstående formel fra de tre ministre er ingen formel. Det er ikke klart sprog. Det er retorisk volapyk (…) Hvis du som afsender gerne vil have modtagere, der kan tage stilling til din pointe, så må du gøre pointen helt klar og umisforståelig.”
…Er præcis også min analyse. Det kan dårligt blive mere ukonkret, men man har nok følt sig kaldet til at markere et “standpunkt”. Problemet er blot, at vælgerne næppe ønsker flyvske standpunkter, de HAR jo stemt – de ser hellere handling. Det er derfor din kommentar er bedste replik hidtil. Det forandrer næppe en My i vælgernes opfattelse af regeringen. Adressaten – hvis der er nogen – er muligvis primært det såkaldte “bagland”. Det er en intern forsikring om, at “vi har ikke glemt jer”. Og hvis det er tilfældet, så burde de nok have skrevet en intern email til deres respektive partiers medlemmer, frem for at levere en storladen søndagskronik i en borgerlig avis.
mvh dadk / david