Villy Søvndal har indrømmet det åbenbart indlysende. At også SF har et medansvar for diskussionen om løftebrud. Hverken statsminister Helle Thorning-Schmidt eller Margrethe Vestager er dog rede til at bakke Villy Søvndal op. Vestager konkluderer blot, at SF-formanden nok bare forholder sig til, hvad det vil sige at være socialist i en krisetid.
Politisk kommunikation i en krisetid
Hvad om politikerne, over en bred kam, begyndte at fokusere på, hvad det vil sige at kommunikere med befolkningen i en krisetid?
Til Søvndals lille, men dog nye, indrømmelse lyder fx det helt forventeligt svar fra Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, at Søvndals indrømmelse kommer for sent! Og at Søvndal er en kamæleon!
Hal Kocks samtaledemokrati er so last year
Budskabet fra Venstre er altså – til alle i befolkningen, der i deres nytårsforsætter overvejer at give en indrømmelse eller levere en længe tiltrængt undskyldning – at så er man en vendekåbe! Og hvis undskyldningen er mere end tre måneder gammel, som i tilfældet Villy Søvndal, så er det for sent! For sent i forhold til hvad, uddyber Venstres politiske ordfører ikke. Hun konkluderer det bare.
I konklusionen kan derfor vi også lægge, at det at skifte holdning, forholde sig til kritik eller gøre en indrømmelse, ikke er noget politisk ideal. Det viser man er en vendekåbe, en populist, en vindbøjtel. Intet andet. Hal Kocks ideal om samtaledemokrat er med andre ord ‘so last year’.
Den reelle politiske konsekvens
Den politiske konsekvens er faktisk ubærlig. Hvorfor overhovedet diskutere noget fremover? Hvorfor indlede en debat, uanset om det er en skindebat, hvis det at lytte til hinandens indvendinger og argumentation alligevel er et politisk svaghedstegn og ikke et demokratisk ideal.
Som anført i indlægget om at Søvndals indrømmelse er strategisk, handlede SF-formandens kronik kun lidt om, hvad SF forstår ved at være socialist i en krisetid. Resten af taletiden blev som sagt brugt på kritik af oppositionen.
Partiernes troværdighed ligger hos befolkningen
Søvndals indrømmelse, og Trane Nørbys hurtige respons, stiller spørgsmålstegn ved, om politikerne forstår, at partiernes troværdighed ligger i befolkningens opfattelse af dem, og ikke partiernes egen selvforståelse?
Befolkningen blev stillet noget i udsigt, der i valgkampens slaraffenland med rette kunne opfattes som løfter. Derfor er det tiltrængt med politiske vendekåber, som tør indrømme, som tør forholde sig til kritik og saglig modargumentation. Ja tak! Til vindbøjtler og politiske vendekåber, uanset partifarve.
