Stilen ville komme til at betyde mere end indholdet. Sådan lød kommentatorernes analyser før den 2. debat mellem Obama og Romney.
Alle sejl var sat til. Begge ægtefæller – Michelle Obama og Ann Romney – var kørt i stilling, og talte rosende om kvinder, kampagne og kandidaternes respektive unikke personligheder, og i en patos-stil vi i Danmark nok ville finde lige lovlig ‘to much’.
Baggrund for debatten
Allerede kl. 19 New York tid sad jeg klar til debatten, uvidende om den uendelige opvarmningstid, der var sat af. To timer. Men dog spændende med kommentatorer, strateger og analyser med alverdens vinkler på debatten og hele valgkampen. Og så fik jeg da også tid til at oploade en del billeder til Pinterest. Kort fortalt havde kandiaterne følgende retoriske målsætninger.
Romney skulle fortsætte den overbevisende stil fra sidst debat, hvor han gav konservative stemmer noget at tro på, og noget at kæmpe for i den resterende del af valgkampen. Og Romney er da også gået frem i meningsmålingerne siden den første debat. Han lignede, er både tilhængere og modstandere enige om, en rigtig præsidentkandidat. Ikke super opløftende for os, der følger Obama og skal bruge valgkampens to sidste uger på at nørde med kampagnens retorik, men så afgjort med til at gøre det hele mere spændende!
Obamas udfordringer
For Obama var der meget på spil, selvom det altid kan diskuteres, hvor meget en debat overhovedet flytter, når det kommer til stykket.
Dog er der ingen tvivl om, at Obama var presset forud for den anden debat, alene fordi Romney blev udråbt som vinder af første debat, hvor Obama blev kritiseret for at være for lidt passioneret og for passiv.
Der var derfor ingen vej uden om, at Obama blev nødt virke endnu bedre forberedt og ‘klar’ til den 2. debat. Flere kommentatorer i USA mente simpelthen, at stilen – retorikkens elocutio – skulle veje tungere i den anden debat, af ialt tre debatter mellem Obama og Romney, for at Obama kunne ‘vinde’ og forbedre meningsmålingerne.
Lidt mere Clinton
Hvis nogen tidligere har mestret stil, så er det Bill Clinton, og det forlyder herovre, at Obama-kampagnen ligefrem har spekuleret i, hvordan de kan overføre lidt Clinton til Obama i debatsituationer. Clinton var, som også Obama er, en fremragende retoriker, men Clinton kunne endnu mere end det. Han kunne performe og kommunikere, så hverken et øje (eller en trusse) var tør efterfølgende.
Stil og kommunikation kan man man godt lære, men det kræver et udgangspunkt med et flair for perfomance for at opnå Clinton-vægtklasse. Clinton var ikke ‘født’ fremragende til at kommunikere, men han var god, og trænede i årevis, før vi i Danmark blev på fornavn med ham. Resultatet kender alle, og det er denne Clinton-persona Obama-kampagnen efter sigende skulle have pønset på (drømt om) at projicere over i Obama. Hvorvidt lykkedes det så?
Selve præsidentdebatten
Der var ingen tvivl om at Obama var mere aggressiv end ved den første debat. Han tilmed afbrød Romney flere gange, talte lidtprovokerende i munden på Romney, og gentog hyppigt, at hvad Romney sagde, simpelthen ikke var korrekt.
Formen på debatten var en ‘townhall-debat’, hvilket vil sige, at publikum, bestående af tvivlere, på forhånd havde stillet spørgsmål til debatten, dog uden at de to kandidater kendte dem på forhånd.
Spørgsmålene blev stillet på skift til de to kandidater, hvor de kunne svare i to minutter, før den anden kunne replicere. Et lille ur tikkede konstant i hjørnet af skærmen, så alle hele tiden kunne følge med i, hvilken kandidat, der samlet set talte mest. En optællings-form der med stor fordel kunne importeres til Danmark.
Det den anden står for
En del af kandidaternes taletid blev brugt på at forklare publikum, hvad den anden kandidat stod for, har af politik, er ansvarlig for og ikke fremlægger korrekt. Når kandidater angriber hinanden mere, eller lige så meget, som de anfører egne politiske synspunkter, er det ofte et udtryk for ‘nerve’, ligevægt i valgkampen og pres.
Formen kan ofte, i hvert tilfælde i en dansk kontekst, støde vælgerne mere fra sig, end tiltrække dem. Men i aftenens præsidentdebat fulgte stilen fint op på de kritikpunkter som Obama sidst måtte høre for. Men kendetegnende var det dog, at kritik af modpartens politik og standpunkter, fyldte lige så meget som fremførelse af egen politik og egne synspunkter.
Jobs, økonomi og flere jobs
Generelt bar debatten præg af spørgmål, der kredsede om jobs, USA’s økonomiske situation og den almindelige amerikaners selvforsørgelse. Og for de spørgsmål, der ikke direkte gik på disse spørgsmål, fik kandidaterne hurtigt drejet svarene derover. Mange amerikanere frygter for fremtiden, deres Jobs og muligheder for at have en sund privatøkonomi.
Romney sluttede hver anden sætning af med, at han vidste, hvordan man skulle skabe jobs (etos), og at han havde tænkt sig afgøre det som præsident. Obama forsøgte at nuancere de samme spørgsmål med flere tal og mere baggrundsinformation (logos). Obama sammenlignelig Romney med Bush, når det kom til økonomisk politik, og lod forstå, at den tid ønsker ingen tilbage, fordi der under Bush blev prioriteret forkert i forhold til landets samlede økonomi – altså lidt i stil med debatten i Danmark.
The winner is
Som erklæret Obama-tilhænger er det umuligt at være objektiv, og jeg fik dertil ikke set den første debat i sin helhed.
Der er dog ingen tvivl om, at Obama kom stærkt tilbage i denne anden debat. Han udviste et meget stort overblik over tiltag, politik og stofområder, og på et tidspunkt fik Romney rodet rundt i, hvornår han havde sagt hvad om terror og Obamas udmeldinger efter angrebet for ganske nylig i Benghazi.. Det gav skrammer på Romneys etos.
Mit subjektive indtryk var, at Obama bedre formåede at nuancere standpunkter og fremtidige gøremål, hvor Romney, i min optik, mere slog på, at han vidste, hvad der skulle til, at han tidligere havde gjort det godt, og derfor ville kunne gøre det igen – uden dog at være helt konkret på hvordan han ville opfylde de mange løfter.
Begge kandidater største udfordring var, at vælgerne ikke måtte finde dem hver især ‘unlikeable’ efter debatten. Det modsatte var simpelthen det ultimative mål. Etos skulle højnes, og modpartens mindskes.
Hvor vidt det lykkedes vil de næste dages meningsmålinger give en fornemmelse af, men de umiddelbare reaktioner fra det amerikanske kommentariat var, at Obama formåede, hvad han ikke klarede godt nok i den første debat.
Noget kunne tyde på, at en del af Obamas strategi er, at beklikke Romneys omdømme. Obama såede tvivl om såvel Romnye karakter som hans troværdighed, og forsøgte således at destabilisere Romeys etos i publikum optik. Det lykkedes til en vis grad.
Debatten var meget anderledes end den første debat, men Romney kom ikke ud af den med samme etos som efter sidste debat, og han virkede heller ikke nær så sikker som Obama, der i dén grad havde smidt fløjlshandskerne.
