Søndag den 27. januar 2012 trillede det 24. afsnit af DR-serien Borgen over skærmen, og emnet var groft sagt det danske landbrugs produktion og behandling af grise. Halvvejs gennem aftenens afsnit tog min slagter hånd om sit omdømme. Læs her hvordan Kødsnedkeren gjorde.
Dansk Landsbrugs omdømme
Jeg havde godt noteret mig, at Dansk Landbrugs direktør, Søren Gade, på forhånd havde brokket sig over det 24. afsnit af Borgen. Det var noget med at Dansk Landbrug blev udstillet forkert i afsnittet, kunne jeg forstå.
Der blev også gået til dén i Borgen, hvor fritidslandmanden og Frihedspartiets leder, Svend Aage Saltum, klippede halen af en lille gris, og på TV1 sagde:
Jeg producerer lort, fordi danskerne vil købe lort!
Heltinden, journalisten Katrine Fønsmark, havde i tillæg fået sin landmandsbror til at fortælle Nye Demokraters formand, Birgitte Nyborg, hvordan broren og hans familie ikke selv spiste de grise de producerede, men havde deres egne ‘frilandsgrise’ gående omme bag ved grisestalden. Altså fødevarepolitik pakket som fiktion i bedste sendetid.
Men hvad gør min egen slagter i bedste sendetid – midt under grise-afsnittet af Borgen? Jo, han sender da sit nyhedsbrev ud. Slagteren hedder Kødsnedkeren, og har skøn gårdbutik i Vejby, hvor sommerlandets gæster handler ind og abonnerer på hans nyhedsbrev.
Dette nyhedsbrev fra Kødsnedkeren, blev brugt overmåde intelligent, og på en måde, hvor man bare må sige: GOD KOMMUNIKATION!
Ikke ét ord om Borgen, trods det at nyhedsbrevet kunne læses i indbakken dét sekund, hvor afsnittet sluttede. Nyhedsbreve var ‘bare’ en masse ord om frilandsgrise. Hør her:
Kære Kunder!
Svinekød med høj dyrevelfærd ! – Køb det hos Kødsnedkeren
Frilandsgrisen er sikret et liv med krølle på halen (som ikke er kuperet! )Frisk luft og adgang til blød halm at sove i.
Grisene kommer til verden i soens hytte på marken. Senere flyttes de til stalde med halm – og altid adgang til at gå ud i frisk luft.Kød fra Frilandsgris anbefales af Dyrenes Beskyttelse
Frilandsgrisens liv
Med mailen, der lå i indbakken, fulgte et link til Frilandsgrisens hjemmeside, og et PDF-dokument, der supplerede med yderligere detaljer. Af PDF-dokumentet kunne man læse en modargumentation til alle de udsagn, vi netop var blevet præsenteret for i Borgens grise-afsnit. Stadig ingen eksplicitte henvisninger til Borgen, men bunker af implicitte henvisninger.
I dokumentet fremgår det, at den høje dyrevelfærd blandt Frilandsgrise har Friland udarbejdet i samarbejde med foreningen Dyrenes Beskyttelse. Regelsættet, der altid skal overholdes, lyder på følgende punkter:
- Det er ikke tilladt at kupere grisenes haler
- Frilandsgrise skal fødes på Friland, hvor de leve og patte hos soen indtil de er 5 uger gamle.
- Frilandsgrise skal altid have adgang til frisk luft
- Grisene skal altid have adgang til halm, som de kan ligge i
- Frilandsgrise skal have god plads. Store grise skal have mere plads end små grise. Grise på 100 kg skal have mindst 1,2 m2 (konventionelle grise af tilsvarende størrelse har 0,65 kvadratmeter)
- Læs mere på www.friland.dk
Slagteren tog hånd om eget omdømme
Slagter Flemming, som ejeren af Kødsnedkeren hedder (og ses på billedet her), tog på fornemmeste vis hånd om sit eget omdømme som slagter med sit Borgen-relaterede-nyhedsbrev. Uden at nævne Borgen, nævner han, at Kødsnedkeren sælger Frilandsgrise, og at de grise har bestemte forhold at leve under, der – underforstået Borgens grise-afsnit – er en del bedre end, hvad det konventionelle landbrug kan tilbyde.
Kødsnedkeren gjorde det kloge at udnytte situationen, og få det bedste ud af, at halvdelen af nationen fik en perception af dansk landbrug, og dermed potentielt af leverandørerne til Flemmings slagterforretning. Han sendte sit nyhedsbrev ud, mens vores hukommelse var frisk. Han vendte sig om og så udyret lige i øjnene, i stedet for at negligere at hans landbrugs-kollegaer netop var blevet bidt af en omtale-skovflåt, hvilket potentielt kunne smitte af på hans troværdighed.
Flemming-slagters håndtering af eget omdømme, var ikke blot en klog strategisk handling. Det er også en handling, jeg vil anbefale mange flere afsendere at benytte sig af. Vent ikke til den negative omtale er drevet over (til omtale-skovflåten måske falder af selv).
Vent ikke med at håndtere omtale-skovflåten, til der begynder at brede sig udslæt af omdømme-borrelia. Det er 3. fase af Skovflåtmodellen® at styre den negative omtale. Det var præcis hvad Kødsnedkeren gjorde, da min sommerhus-slagter tog hånd om sit omdømme, og brugte situationen til branding af produktet frilandsgrise.