Siden Weekendavisen i fredags kunne berette om, hvordan kilder hos Socialdemokraterne, taler om udskiftning af formanden, har det summet med historier. Historier om, at både fagbevægelsen og MF’ere ikke synes Thorning slår til.
Kritikken lyder – ofte anonymt – at hun ikke udfylder rolle som partiformand og statsminister tilfredsstillende. Her er hvad hun kunne gøre.
Det er passionen vi drages af
Et kommunalvalg venter til november og om to år også et folketingsvalg. Disse ‘dommedage’ kan få kritiske røster frem i alle partier. Nu skal Thorning levere, træde i karakter, skifte rådgivere og fortælle historier, lyder opfordringer og kritik i skønsom blanding.
I larmen fra de mange røster, som Thorning i øvrigt tager afstand fra, synes det helt at drukne, hvad det er, vi drages af ved en afsender, herunder også ved en politiker. Svaret er, at det vi oftest drages af, er passionen!
De fleste politikere har ikke for alvor forstået, at det største kommunikationsaktiv hverken er politiske programmer, posters, medlemsblade, domiciler, mærkesager, hjemmesider eller apps, men selve forholdet til modtageren, her forstået som vælgeren.
Dette forhold skal etableres, og det sker oftest mellem politikere og deres vælgere ved, at vælgerne mærker, at en politiker eller parti er passioneret omkring et eller flere emner, der har vælgerens interesse.
Sådan skabes relationer
Relationer handler om passioner, hensigter, holdninger, fælles interesser, begrundede visioner og værdier som modtageren kan spejle sig i og føle sig tiltrukket af. Relationer inviterer til dialog, indlevelse og et fælles værdigrundlag mellem afsender og modtager.
Det er almindelig kendt, at mange strategiske afsendere, som i dette tilfælde statsminister Helle Thorning-Schmidt, arbejder målrettet på eller for noget, men uden at forklare, hvad deres passion er, og hvorfor de som afsender er i markedet. Hvorfor er netop Thorning på valg? Et svar politikere ofte forpasser at besvare.
Thornings retoriske problem
Da passion er noget af det mest smittende, kan det undre, at Socialdemokraterne generelt, eller cirklen omkring Thorning specifikt, ikke har arbejdet mere målrettet på at forklare, hvorfor de laver, det de gør, og hvilken passion de er drevet af. Nytårstalen, S-kongressen, offentlige begivenheder eller sågar det ugentlige pressemøde kunne være steder at begynde (se Ps til sidst).
Det gængse er, at afsendere fortæller, hvad de laver, og hvordan de laver det, men ikke hvorfor de laver det. I stedet håber afsenderen, at modtageren selv afkoder, involverer sig og medvirker til afsenderens øgede omdømme. Når man er statsminister, og navnlig én under pres, er det alt for stort et sats at tage.
Foreløbig er der ikke noget, der tyder på, at statsminister Helle Thorning-Schmidt autoritative og retoriske udfordringer vil ændre sig, før hun begynder at dele ud af sin passion. Hvorfor er netop hun i politik? Hvad brænder hun for? Hvad driver hende? Hvorfor er vi ikke bedre tjent med en anden? Hvorfor skal netop hun fortsat være formand? Og ja, da gerne med storytelling 😉
Med al respekt siger dette indlæg egentlig ikke ret meget om Thorning specielt. Det er naturligvis rigtigt, at passion KAN vinde sjæle, men vel kun de sjæle, der i forvejen er enige i den. Umiddelbart forekommer det mig ikke, at Thorning skulle være mindre passioneret end sine forgængere, så der er nok noget andet i spil her.
For det første har hun været udsat for en næsten umenneskelig pressehetz: hele Gucci-stemplingen for at stille hende i et dårligt lys hos S-kernevælgere, så den fuldstændig vanvittige skattekampagne for at fremstille hende som skatteunddrager og dermed naturligvis heller ikke i tråd med S-kerneværdier, så kampagnen om løftebrud for at fratage hende legitimitet som nyvalgt statsminister og endelig den evige påstand om, at hun er i lommen på Margrethe Vestager for at undergrave hendes autoritet. For det andet er der næppe tvivl om, at mange (især mandlige?) danskere endnu ikke har været helt parate til at acceptere en kvindelig statsminister – bevidst eller ubevidst. Og for det tredie de fejl hun selv har begået i sin kommunikation med vælgerne: mest markant det famøse pressemøde om betalingsringen, som hun burde have afsluttet efter det tredie enslydende spørgsmål med enslydende svar – nu hænger svaret ved værre end Nyrups kiksede cykelhjem. Desuden har hun ikke været i stand til overbevisende at forklare: 1) hvorfor regeringen starter med at konsolidere den langsigtede økonomi i stedet for at fokusere på de aktuelle problemer, 2) hvorfor velfærdsordningerne trænger til et grundigt eftersyn og 3) hvilke gode resultater regeringen har opnået (især dem der har været bebudet i S-SF valgoplægget). På et punkt har hun rimeligt overbevisende framet politikken, nemlig angående folkeskolereformen, og netop det har hun en vis medvind på.
Det sagt, vil det absolut ikke skade, hvis Thorning blev mindre Anders Fogh, den vel nok mindst passionerede og mest teknokratiske af hendes forgængere, og mere Anker Jørgensen, den vel nok mest autentiske og mindst akademiske. Men hun kan da foreløbig trøste sig med, at befolkningen også brugte et par år på at tage Schlüter til sig, den af hendes forgængere der på samme måde kæmpede med krisehåndtering.
Kære Lisa
Tak for din kommentar. Nu er denne blog jo ikke om Thorning, men prøver løbende at byde ind med, hvor retorik kan bruges til at forløse en talers potentiale, og kommentere på de retoriske begivenheder, der sker om ørerne på os. Blogindlægget er mit bud på, hvor Socialdemokraterne rundt omkring Helle kunne starte.
Det er helt korrekt, at medierne spiller en stor rolle i, hvordan en afsender – herunder også politikere – citeres, positioneres og fremstilles, men den interne kritik, der vokser og siver ud fra væggene i Socialdemokraterne, er ikke kun mediernes ansvar, men i høj grad også partiets eget ansvar.
Sådanne rumlerier starter ofte internt med, at folk føler sig oversete og ikke lyttet til. Set udefra kunne det godt se ud som om, at der ikke lyttes så meget i cirklen omkring Thorning. De lytter nok heller ikke til dette blogindlæg, men det skal jo ikke afholde en blogger ud i retorik fra at give sit besyv med 🙂
Mange hilsner fra Trine.
Jeg blev nok lidt forvirret af overskriften (og dele af indholdet) og forledtes til at tro, at indlægget havde noget med Thorning at gøre 😉
Men vi bliver ikke uenige om, at det er problematisk, når partimedlemmer – uanset parti i øvrigt – anonymt begynder at lade oplysninger sive til medierne. Det er meget muligt, at det også har med dårlig “personalepleje” at gøre, altså at der lyttes for lidt, og at gruppeformænd ikke er tilstrækkeligt dygtige til at formidle kontakten mellem gruppe og ledelse (begge veje). Men fænomenet opstår tilsyneladende i alle partier og nok i første omgang hos dem, der bliver nervøse for deres taburet efter en række dårlige meningsmålinger. Man kan undre sig over, at sådanne politikere ikke forstår, at vejen frem er at bakke positivt op om projektet både indad- og udadtil, og at deres genvalgschancer kun forringes, når de fralægger sig egen skyld, peger fingre af ledelsen og bidrager til den negative spiral.
Ingen ved jo om omtalte anonyme historier er korrekte, eller spin fra Borgens korridorer. Fogh blev udsat for det samme og Nyrup før ham.
Thorning fik lagt spørgsmålet om hendes afgang før tid ned på under to minutter på sit pressemøde tirsdag.
Derpå helt stille. Så stillede man spørgsmål igen, men ingen gentog den snak. Hun har lært at sætte sin egen dagsorden.
Når det er sagt,, så er jeg nok i forbindelse med Thornings nytårstale meget uenig med dig denne gang, Trine N.
Jeg synes nemlig, det var en rigtig god tale, godt opbygget med med empati . Retorikken var til at forstå for alle, og du kan ikke på 15 minutter give nogle fremtidige konkrete bud, hvis du ikke kan garantere hvad fremtiden bringer og har 90 mandater bag. Det er et umuligt krav hendes modstandere forlanger. Det har ingen gjort før hende, ej heller Løkke, han nævnte efterlønsreformen, men turde ikke gennemføre den og dagpengereformen i egen periode, det blev overladt til HTS. og der var ikke 90 mandater for hendes valg her.
Jeg synes der var mere sjæl med i år, man kunne mærke hun brænder for sit projekt. Sådan oplevede vi det. Læste så din kritik bagefter i Politiken, og forstod den ikke. Synes iøvrigt det er totalt latterligt,. at en tale enten det er dronningens eller den siddende statsministers, skal dissikeres til plukfisk bag efter. De er som gribbe i alt, hvad HTS siger og gør i den mandlige kommentatorloge, det er lidt uhyggeligt.
Det er som om kommentatorerne mere vil profilere sig selv end forholde sig til talens indhold ,som de har dømt ude før den er fremsagt. Jeg gider dem ikke, kan faktisk ikke holde dem ud.
Stine Bosse, som var ret glad for talen, og det var der mange andre der også var ,som ikke er soc.dem. synes da som jeg, talen indeholdt, hvad man forventer en leder for hele landet vil sige. Den gav håb og den gav optimisme.
Jeg er enig i dine råd til sidst, synes faktisk også hun gør det, jeg følger ofte med, ikke på facebook, men får tilsendt andre links fra udlandet og herhjemme og hun gør det altså bragende godt. LR har ret der går nok lidt tid endnu før folket tager hende til sig som deres statsminister. Min har hun været fra start.
Kære Helle
Tak for din kommentar, og din altid grundige bemærkninger. Jeg kan ikke lige huske, hvad jeg sagde til Politiken, men jeg har vist ikke sagt, at det ikke var en god tale, men blot at ingen vil kunne huske den fordi der var alt for meget med.
En nytårstale er slet ikke nogen politisk tale, men skal kunne noget helt andet (se indlæg fra sidste år), og der begik hun den fejl at faktisk tyve mener fra regeringens reformkatalog var blevet en del af talen, og det lyder måske meget godt lige når den leveres, men som tale kommer den ikke til at flytte noget for hende.
På TV2 News havde jeg forberedt, hvordan jeg ville demonstrere, at talen faktisk var bygget godt op som ét argument, hvilket var værd at fremhæve, men trods mine tegninger og forenklinger blev det stadig for akademisk fandt journalisterne.
Problemet er, at man kan bruge en uge på at analyse en tale – og skal det gøres ordentligt burde man tage en vinkel ad gangen. Fx det argumentative rent opbygningsmæssige, selve leveringen (kaldet actio), hvorvidt talen gør det muligt at ‘se’ en handling/fremtid/fortid for sig (kaldet evidentia = storytelling), hvilke figurer talen rummer eler hvilke appelformer talen rummer.
Der er ‘en million’ måder at gribe en analyse an på, men desværre altid så lidt plads og så lidt tid. Derfor ender man (læs: jeg) ofte med flere timers arbejde, og fire siders noter som journalisten (med mig i røret) så prøver at koge ind. Ak, kunne man blot få love at udgive en kronik, hver gang en tale var holdt, kunne man komme mere i dybden. Men sådan er det jo ikke. Eller kunne man en dag selv få mulighed for at skrive nogle af statsministerens taler – uanset hvem denne måtte være, så kunne man virkelig få lov at nørde 🙂
Indtil må vi nøjes med bloggen her til at supplere med, og rase ud på!
Mange hilsner fra Trine.
Trine lige på falderebet, vi drives af passionen hos politikeren,?? så spørger jeg, hvordan kan Løkke som ikke har vist sig det sidste år på nogen måde i en debat i folketinget, få målinger på 30% for at være passiv og køre rundt med privat chauffør i bil betalt af venstre( inkl. skatteyderbidrag), jeg fatter det ikke.
Det sker kun fordi medierne ikke forholder sig hertil og bruger al deres krudt på kun kritik af en statsminister, der rydder op efter ti års ekspansiv økonomisk politik samt DF uhyrlige love mod fremmede og grænsebomme.
Ingen kan ændre ledigheden over night, Nå det er et sidespring, blev blot lidt provokeret af ordet passioneret 🙂
Kære Helle
Jeg tror desværre der er tale om et fravalg af den siddende regering, mere end et tilvalg af Lars Løkke.
Men det er blot et skøn fra min side 🙂
Mange hilsner fra Trine.