Hvad Jussi lærte mig om talerstole

Med mindre man tilbragte starten af november 2014 under en sten, registrerede de fleste, at der var BogForum i Bella Centeret. Og hvis man læser andet end faglitteratur har de fleste også registreret, at der findes en krimiforfatter ved navn Jussi Adler-Olsen – ellers kan man lede øverst på krimi-bestsellerlisten.

Former for talerstole
Hvad færre måske har tænkt på er, at man som forfatter kan bruge sit forfatterskab, og ikke mindst bogen, som talerstol. En imaginær men virksom én af slagsen. Jeg drog til Allerød for at stille Jussi Adler-Olsen alt andet end retoriske spørgsmål.

Adler-Olsen er holdningernes mand, men holder ikke traditionelle brandtaler. Han vil gerne levere et budskab til sit publikum, men provokerer ikke. Det er han for strategisk til, for mængden af publikummer betyder (også) noget for en forfatters (økonomiske) gennemslagskraft.

Det kriminelle førte os sammen
Alligevel påvirker Adler-Olsen med sine ord, arbejder med Word Of Mouth og plejer i dén grad sit omdømme som afsender. Den finder jeg ret interessant, selvom jeg aldrig har læst en eneste bog af Jussi Adler-Olsen. Men det har min bedre halvdel, der på et tidspunkt – altså ude i det virkelige liv – var efterforskningschef i Københavns Politi.

Inden min private sherif rykkede videre i systemet, skrev jeg til Jussi, at jeg overhovedet ikke kendte hans fiktive karakter Carl Mørck, men at jeg åbenbart delte morgenavis med denne Mørcks øverste chef, så hvis kantede Carl ellers forstod betydningen af netværk i (også) dansk politi, måtte vi hellere mødes. Jussi og jeg, forstås. Så det gjorde vi.

Min samtale med den succesfulde forfatter skulle som sagt IKKE handle om hans bøger eller hans karriere eller hans succes eller hans indtjening. Min vinkel var en anden, vild med effekten af taler som jeg er.

Jeg var derfor udelukkende interesseret i forholdet mellem afsender og modtager, altså selve brandet Adler-Olsen, hans omdømme, der også sælger bøger, og ikke mindst det talte ord – når dette altså ikke leveres mundtligt, men ved brug af en metaforisk talerstol; bogen!

De spørgsmål jeg stillede forfatteren, havde han ved gud aldrig fået før, lød det fra Jussi, da vi sluttede. Hvorpå han sagde tak, fordi han blev tvunget til ikke at svare pr. automatpilot, selvom det næsten skete et par gange alligevel:

“Mange journalister spørger jo om det samme!”

Sådan lød det fra forfatteren, der udmærket kan stave til EGO. Strategisk kommunikation, talerstole og omdømme er nemlig ikke oplagt stof til interviews foretaget af de gængse litteraturanmeldere.

Tal til én og ram de mange
Som omdømmemissionær med faglig interesse for human branding og talens magt, ser jeg inspireret til fra sidelinjen. Han kan noget ham Jussi. Og jeg ville høre fra manden selv, hvordan han ‘ser’ sit publikum med bogen som såkaldt podie.

Mon han skuer han ud over de lande, hvor hans bøger udkommer – i oplæg en humanist end ikke kan tælle til? Nej, det gør Jussi Adler-Olsen ikke. Han visualiserer én læser for sit indre blik. Én publikummer. Og han skriver denne.

Så langt er der altså heller ikke til den traditionelle tale, hvor rådgiveren til taleren kan spørge: ‘Hvis du kun kan påvirke én blandt publikum, hvad vil du så sige til denne person, hvis du stod overfor denne – og hvilket sprog ville du så brug?’.

Man kan godt stå på en bog
Bøgerne fungerer som alle forfatteres talerstole, men en så kendt og anerkendt forfatter som Adler-Olsen, favner et enormt publikum. Men der skal derfor trædes varsomt omkring de svært politiske emner, hvis alle skal være med. Jeg spurgte derfor Jussi om hvordan og hvor specifikt et hovedbudskab kan eller skal formidles til den trofaste læserskare:

”Jeg spørger mig selv hvorfor, jeg skal ud med en historie. Magtmisbrug er et gennemgående tema hos mig. Man kan beskrive magtmisbrug på mange forskellige måder, og gerne i samme bog i mange forskellige facetter. Men ikke som paraplybudskab for alle bøger, for så løfter man pegefingeren, og det er sidste, du må gøre.

Det er dét, politikere gør galt hele tiden. De løfter pegefingeren i stedet for at gå ind i dialog med nærvær og i reelt samvær. Det er jo en form for humanistisk interaktion, som ikke er særlig kendt i vores dage. Det at udelade at løfte pegefingeren, at bygge en form for bro over den kløft, der er mellem os. Derfor skal man også undgå klicheerne.”

Jussi Adler-Olsen fortalte mig om de undersøgelser, der viser, at både sekstenårige teenagere og 85-årige pensionister sidder med næsen i historierne om Carl Mørck og partneren Assad.

Men hvad er det, de enorme mængder bøger – spredt over et tocifret antal lande – kan, siden de virker så magnetiserende på det enorme læsersegment, at første oplag af ‘Den Grænseløse’ krævede hele 230.000 eksemplarer trykt? Og hvad hiver hundredetusindvis af danskere i biografen en kold oktoberdag for at se filmatiseringen af Fasandræberne?

Det som politikere mangler
Respekt er et nøgleord for succesen, forklarer Jussi selv. Mange sociale lag, alle aldre og etniciteter optræder i Jussi Adler-Olsens enorme læsersegment, og han må rumme disse. Uden at løfte pegefingeren. Dén mangfoldighed elsker han. Det stammer helt tilbage fra hans barndom, hvor Jussi, som søn af en psykiater, fascineredes ved de patienter faren behandlede:

”Jeg lærte at respektere de mest sindssyge personer, jeg lærte at elske mærkværdige personligheder, jeg har da også haft hadet dem nogle gange, men jeg lærte at forstå dem.”

Når Jussi Adler-Olsen står på sin version af ‘talerstolen’, bogen, må ingen føle sig udenfor eventyret. Læserne skal føle sig inkluderet, forklarer han.

Visualiser dit budskab fra starten
Udover Adler-Olsens talent for udvise oprigtig interesse i folk han møder, er det ifølge ham selv også visualiteten i bøgerne, der drager danskerne. For hver sætning der indtastes i det oldkeltiske skriveprogram, Jussi Adler Olsen benytter sig af, når bøgerne skal fremstilles, tænker han nemlig i scener på det hvide lærred:

”Jeg tænkte fra min første bog, at det her skulle blive den fedeste Blockbuster film, danskerne nogensinde havde lavet. Den skulle køre på de store tangenter, med besværlige og psykologiske emner, med fuld kameravinkel og uden hensyn til penge. Sådan tænkte jeg!”

Jussi Adler-Olsen har et hoved fuld af idéer, siger han, der skal vedblive at bryde grænserne for en dansk krimisucces. Og som iagttager, der har læst mange interviews med manden, men ikke en linje i hans bøger, ser det ud til at lykkes temmelig godt at bryde med grænserne for krimisucces.

Det starter et sted for alle talere
Jussi kender da også udmærket sin plads i de mange læseres bevidsthed; dén plads er fremtrædende og tager ikke skade af en enkelt negativ artikel fra en kritisk journalist hist og pist, lyder det afklaret fra forfatteren selv.

Hans navn er så stort og ikke mindst så fasttømret øverst på listen over moderne, skandinaviske krimiforfattere, at lidt kritik her og der, blot er skvulp i det enorme hav af omtale. For – som Jussi siger med en forretningsmands udramatiske iagttagelse af markedet:

”Det er mængden af publikum, der betyder noget.”

Så sandt som det er sagt. Det gælder dog for alle talere – med eller uden bog. Uden publikum, ingen effekt.

Mængde betyder noget, jo vist. Men for alle os, der ikke er Jussi Adler-Olsen, vil min udgangsreplik nu alligevel være, at det rette publikum betyder endog mere. Især hvis man har et budskab for øje, en passion og lidt personlighed at dele – fordi man har noget på hjerte, som måske kan forandre verden, eller i det mindste en håndfuld mennesker. Alting starter et sted. Det gjorde det også for Jussi Adler-Olsen, men det er en helt anden og ret fortidig historie.

Læs mere om Jussi Adler-Olsen på forfatterens hjemmeside. Eller følg med på de sociale medier. Her er linksne til Jussis Facebook-, Instagram- eller Twitterprofiler 🙂