Der er gået buzz og smartness i ordet storytelling, selvom det egentlig er en dybt menneskelig og tudsegammel læringsform. Fortællinger har, og har altid haft, potentialet til at skabe læring, hvis modtageren kan genkende sig selv i afsenderens historie.
Når en afsender tilmed er passioneret og engageret i de samme kerneværdier som modtagerne, vil disse kunnes rykkes i forhold til deres vanetænkning, handlemønstre og på deres komfortzone.
En langsigtet loyalitetsopbygning
Passioneret storytelling er en uhyre langsigtet indsats, og en indsats modtagerne skal modnes til, hvis disse overhovedet skal kunne tage passionsfortællingerne ind og lad sig forandre af dem.
Af samme grund kan afsendere glemme alt om at bruge storytelling baseret på angst og frygt. Det virker ikke som langsigtet motivation. Den virkelig gode passionsfortæller formår at inspirere i en grad så modtagerne ‘melder sig frivilligt’, og engagerer sig i afsenderes historie og det den inviterer til.
Men hvad mange afsendere glemmer er, at passionsfortællinger kræver villighed til at ofre lidt på det personlige alter, i form af menneskelig sårbarhed og en smule blottelse, hvorigennem andre kan få:
- Et glimt af afsenderens eget følelsesmæssige engagement
- Indsigt i de værdier afsenderen er drevet af som eventuel leder af forandring
Det er nemlig følelsesmæssige engagementer der for alvor kan drive os mennesker fremad. Vil vi opnå noget i vores liv, ikke forstået som abstrakte forestillinger, men konkrete mål, er det hvad vi inderst inde mener betyder noget, der motiverer os til handling.
Det handler om mennesker
Drivkraft, moralsk energi og modet til at turde tage en risiko, er funderet i netop vores følelsesmæssige engagement, kerneværdier, i det vi værdsætter allermest og i vores håb.
Vil vi derfor, som afsendere, have andre med vognen, aktivere mennesker til handling og give dem troen på, at det nytter, at det er noget værd at tage en risiko og udvise mod, må vi appellere til deres følelsesmæssige engagement, deres egne kerneværdier og personlige forhåbninger for fremtiden.
Fortællinger handler om, hvordan vi mennesker foretager valg, og vælger at reagere, når vi konfronteres med situationer, hvor vi ikke har svar på rede hånd, og ikke ved hvad vej vi skal vælge eller hvad vi skal stille op.
Når de situationer opstår, føler vi os angstprovokerede eller udfordrede på vores komfortzone. Groft sagt er dette hvad alle historier handler om.
Hvad enten der er tale om vores egen komfortzone, en hovedpersons, virksomhedens, organisationens eller fortællingens komfortzone, handler ægte passioneret storytelling om det uventede og det udfordrende.
Sådanne situationer kommer der noget ud af. Noget vi kan lære af til næste gang eller som andre kan lære af.
Usikkerhed og det ukendte er en uomgængelig del af menneskets liv. Vi slipper ikke for uvisheden, selv den kan komme nok så ubelejligt. Usikkerhed er en del af vores liv, og vi forsøger hele livet igennem at lære fra de valg vi træffer, når usikkerhed møder os.
Læringen fra historier
Vi trækker på vores håb og frygt og forsøger i hver eneste nye ukendte situation at beslutte, hvilken følelse, der skal have lov at dominere i situationen. Om det er følelsen af det fælles eller det individuelle, følelsen af selvtillid eller mangel på samme, der præger vores opfattelse af situationen, påvirkes af og afgøres med historier vi kan kan trække på.
Hele vores fundament af værdier, drivkraft og moralsk energi er baseret på historier, der kan give den enkelte mulighed for at agere og handle, fordi det historier lærer os er, at vi kan gøre ting på nye måder.
Det er derfor passionsfortællinger har potentialet til at virke strategisk. Og det er derfor, at afsenderen med et langsigtet, strategisk sigte bør overveje at tiltrække modtagere via passionsfortællinger.
