Formidling er en disciplin, der kræver en fin balance mellem flere faktorer. Det handler ikke blot om at overbringe et budskab, men om at gøre det på en måde, hvor modtageren vækkes, engageres og føler sig involveret. Vi ved fra de gamle grækere – særligt Aristoteles – at effektiv formidling afhænger af en nøje doseret kombination af etos, logos og patos, hvor troværdighed, rationelle input og følelser smelter sammen.
Emotionel balancegang
Det er let at blive forført af ønsket om at skabe følelser hos sin modtager. Vi vil gerne røre noget i folk, vække deres empati og engagere dem i sagen. Men for meget emotionel vægt kan risikere at overskygge budskabet og gøre det sværere at tage alvorligt. Omvendt kan for lidt følelse få formidlingen til at virke kølig eller distanceret. Derfor er det afgørende at finde den rette balance.
Som retoriker er jeg optaget og fascineret af den klassiske etos, når jeg underviser eller rådgiver andre, hvad troværdighed egentlig er, og hvordan man kan arbejde troværdighed i formidling. Følelser, vel at mærke de rigtige, der leveres i passende mængder, kan skabe den vigtige forbindelse mellem afsender og modtager. Her er det vigtigste ikke kun, hvad der siges, men hvordan det siges. Hvordan taleren står, bevæger sig, og hvilken tone vedkommende anvender, er ofte afgørende for, hvordan budskabet modtages.
Rationaler, følelser og oplevet troværdighed i harmoni
Hvis vi ser på formidlingens byggesten, er det en sammensmeltning af troværdighed, rationaler og følelser, der skaber den rette effekt. Etos handler om at blive opfattet som en troværdig afsender, der har de rette dyder i modtagerens optik. Logos handler om at bygge budskabet op på en måde, der fremstår rationelt og overbevisende. Patos kommer ind, når vi tilføjer en emotionel dimension, der taler til modtagerens følelser og værdier.
Når disse tre elementer kombineres korrekt, kan vi levere et budskab, der både oplyser, rører og overbeviser. Men det kræver også en konstant finjustering, hvor vi som afsender må være opmærksomme på, hvordan vores modtagere reagerer. Den rette dosering af følelser er hverken eksakt eller statisk – men afhænger af, hvem vi taler til, og hvilket emne vi formidler.
Lektion fra de gamle grækere
De gamle grækere havde en enestående forståelse for denne balance. Aristoteles påpegede, at retorikken var kunsten at finde de tilgængelige midler i en given situation – og det gælder også for den følelsesmæssige dimension af vores budskaber. Vi kan ikke blot lade rationalerne tale, og vi kan ikke basere hele vores formidling på følelser alene. Det er netop i skæringspunktet mellem det rationelle og det emotionelle, at vi finder styrken i effektiv kommunikation.
En relevant og tidløs opskrift
Selvom Aristoteles’ tanker er flere tusinde år gamle, er de stadig utroligt relevante. Vi står ofte i situationer, hvor vi skal dosere vores følelser – om det er i en tale, i en præsentation eller i daglig kommunikation på arbejdspladsen. At finde den balance er en kunst, som kan læres og forfines. Den gode nyhed er, at det er en disciplin, vi alle kan mestre med den rette indsigt og øvelse.
