Den hemmelige socialdemokrats omdømme

Jeg har ventet nogle uger med at skrive dette. Af frygt for, at jeg var blevet set i selskab med Den Hemmelige Socialdemokrat (DHS), og at læseren derfra kunne lægge to og to sammen.

Det startede med, at der kom en sms  fra DHS. Siden mødtes vi. Og jeg blev opfordret til at skrive noget om bogen, der som bekendt har fået en del (politisk) opmærksomhed.

Inden jeg gengiver vores – altså DHS’ og min online- og offlinesnak om bog, politik og pseudomedlemsdemokrati i partier, vil jeg dog starte et andet sted.

For en god måneds tid siden blev jeg færdig med bogen Den Hemmelige Socialdemokrat. Jeg var trigget af bogen af flere grunde:

• Jeg ville afprøve fagligt i hvor høj grad en anonym forfatter kan arbejde med sit omdømme fra et negativt kritiseret udgangspunkt.
• Jeg fandt de nærmest insisterende afvisninger, fra profilerede socialdemokrater, af bogens habitus for uhyre interessante.
• Jeg har mødt forlægger Jakob Kvist, fordi jeg selv har en bog vej hos Peoples Press, og jeg finder ham aldeles troværdig.

Bogen Den Hemmelige Socialdemokrat ligger på bestsellerlisten, og jeg forstår det godt. Den er indsigtsfuld, afdækkende, skræmmende – uhyre velskrevet med humor og bid – men altså afvist af Socialdemokraternes partitop som ren fiktion.

Alt og alle har et omdømme
Jeg købte bogen som lydbog, nogle dage inden jeg skulle til Kolding for i to dage at undervise 160 tillidsfolk i, hvad det vil sige at være omdømmeskaber og brandskabende forpost i en fagforening. Køreturen frem og tilbage til Kolding rakte kun til en halv lydbog, hvorfor jeg bogstavelig talt overvejede at køre turen i nødsporet eller ad landevejene for at trække tiden mest muligt ud. Jeg var opslugt. Af flere grunde.

Dels virkede tonen i bogen mig bekendt. Både forfatterens egen unikke tone, men også den særlige ‘christiansborgske tone’, der kendes på de erfaringer man personligt gør sig, hvis/når man (tidligere) har været politisk aktiv og ‘tæt på’ epicentret i et parti.

Men inden der går sensationslyst i dén, så lad os lige være lidt faglige. Bare lidt. Jeg lover at gøre det relativ kort.

Forfatterens troværdighed
Når man arbejder intensivt med begrebet omdømme, ved man at alt har en troværdighed og en brandfaktor. Din lokale pølsemand, din yndlingsblogger, din hadepolitiker (og alle andre politikere), din gamle skolelærer, din kommune, din bank, Zoologisk have, diverse faggrupper, kaffe osv.

Ofte kan vi ikke redegøre absolut sagligt for, hvorfor vi synes ‘noget’ om ‘nogen’. I stedet samler vi mængden af vores perceptioner i en bedømmelse, vi uden større analyser, men primært fra hoften, videreformidler til andre. Det vi kalder WOM; Word Of Mouth.

Når en anerkendt krimiforfatter udgiver en ny bog, er der høje forventninger. Når en debutant udgiver en digtsamling, er der knappe forventninger, og når triviallitteraturen barsler med en ny lægeroman, trænger morgenkvalmen sig hurtigt på – ikke fordi en George Clooney-agtig læge har besvangret os åndeligt, men fordi vores forudindtagelser varsler ringe kvalitet.

Politikeres troværdighed ligger samlet set i bund. Men netop politikere er samtidig eksempler på afsendere, vi hyppigt omtaler, hvis omdømme vi bidrager til via WOM – uanset om vi kender eller personligt har mødt de politikere vi omtaler:

“Ham dér er så selvsmagende, at jeg zapper væk, når han toner frem”. Eller: “Hende dér virker altid så arrogant”. Eller hvad med: “Er der ikke noget med, at parti X har et psykisk tæskehold?”. For ikke at tale om den minister: “Der vistnok knalder med primært andre end sin kone”.

Alle disse små samtaler mellem borgere, kunder og modtagere definerer afsenderes brand og omdømme – og påvirker opfattelsen af troværdighed i langt højere grad end hjemmesider, sociale medier og glittede kampagner.

Ups, hvad gør vi nu
Så hvad gør vi, når varianter over to politiske afsendere kombineres. Altså en forfatter – vi ikke kender. Og en (måske flere) politiker(e), vi ikke ved, om vi kender? Det er interessant. Og når det kommer til perception af omdømme, er det kriblende interessant.

For kan en bog, hvis anonyme forfatter – vi i sagens natur kun har begrænset eksakt viden om – virke troværdig eller opbygge troværdighed gennem en bog? Ikke mindst når selv samme bog pibes og hyles ud af netop dét parti bogen beskriver indefra?

Ja, det kan en bog godt. Og det er netop, hvad Den Hemmelige Socialdemokrat gør.

Uanset at vi reelt ikke ved, hvem afsenderen er, og uanset at bogen reelt kunne være det pure opspind, formår både bog og forfatter at opbygge etos. Efter endt læsning er det svært ikke at finde forfatteren ret troværdig, hvilket naturligvis er min egen individuelle og subjektive perception som andre – herunder ledende socialdemokrater – kan være uenig i. Men mon de har læst (hele) bogen?

Herfra er konklusionen, at bogen både er detaljerig, vækker til eftertanke og fungerer sprogligt som en blomstrende planteskole ved forårstide. Forfatteren har et historisk og politisk overblik som få.

Men mest af alt stiller bogen moralsk spørgsmålstegn ved beskaffenheden af – ikke kun Socialdemokraterne – men hele ‘tonen og ånden’ på Borgen samt internt i de politiske partier. Herunder om man nærmest er halvvejs identitets-suicidal, hvis man stræber efter en politisk karriere på Slotsholmen.

Det står nemlig slemt til derinde, hvis vi altså lægger bogens påstand til grund. Partier, i bogen eksemplificeret ved Socialdemokraterne, er alle topstyrede uanset påstande om det modsatte. Det er ikke højt til loftet, uanset påstande om det modsatte. Og det en væsentlig del af tiden synes at gå med positionering, uanset påstande om det modsatte.

Hvis du som vælger ønsker at forblive i uvidenhed, trives bedst med bevidst politisk naivitet eller bare er forbeholden i forhold til spin, politisk kommunikation og medlemsdemokratier i magtens absolutte maskinrum, så er mit bog-råd til dig meget klart: Hold dig til før omtalte trivialroman med den George Clooney-agtige læge og milde kvalme. Gå ikke planken ud med Den Hemmelige Socialdemokrat!

Den hemmelige socialdemokrats pointe
Men… Hvis du gerne vil med bag kulissen på både Christiansborg og i Socialdemokratiet (og for den sags skyld partier generelt), og hvis du vil tage mit ord for, at bogen opbygger en selvstændig troværdighed fra ikke høj til ret høj i løbet af bogen, så giv dig selv en omgang storytelling du aldrig får fra politiske journalister eller navngivne MF’ere. Hvorfor? Fordi deres dagligdag ikke kan holde til det!

Og så er vi tilbage ved selve den anonyme forfatter. Hvem er DHS? Nok har formodningerne været mange, men jeg selv grubler ikke mere identitet, thi jeg er overbevist. Som når man på lang afstand ser en skikkelse, hvis positur virke uendelig bekendt. Eller når man hører et glimt af en unavngiven stemme i radioen. Man ved måske ikke med 100% sikkerhed, hvem personen er, men man kan være så overbevist, at man uden blusel vil satse sønnens børneopsparing på sandsynligheden.

Kære Hemmelige Socialdemokrat
Som lovet i indledningen vil jeg derfor gengive både min online- og offlinesnak med den hemmelige socialdemokrat, som begge gange opfordrede mig til at skrive noget om bogen. Den opfordring har jeg taget op.

Jeg har – i pagt med bogens ånd – udeladt knap ti ord fra selve sms-korrespondancen med DHS, der selvfølgelig på skrift afviser at være (med)forfatter til bogen, men ellers er det følgende ren ‘copy and paste’ startende med min hilsen til DHS:

“Kære DHS.
Jeg har lyttet til min første lydbog. Stor fornøjelse. Ikke på grund af formen, men pga. af indholdet: “Den Hemmelige Socialdemokrat”. Sikke et sprogligt overskud. Og overblik. Som næsten kun to-i-én forfatter kan have det. Fuld af humor og genkendelige vendinger. Sjovt. Troværdigt og ikke med skyggen af følelsen af ‘fiktion’.

Snarere med følelsen af ‘rigtige’ socialdemokrater, der, sammen, har begået en vigtig, indsigtsfuld og berigende bog. En bog der har fået mig i knæ af humor og vid, og hvis ene forfatter jeg mener at kende fra […] – på sproget, formen, overblikket og detaljerigdommen. Fantastisk! Du burde (gen)læse bogen 😉
Kh Trine”

Og der kom hurtigt svar…

“Dejligt at høre fra dig Trine.
Håber du har det godt, har jo set dig hist og pist med kommentarer. Altid to the point. DHS – hus forbi. Haha. Men sødt tænkt. Det er en fantastisk bog, og de politiske journalisters reaktion – de fleste af dem – understreger jo, at de sidder midt i kokassen. Dagligt videreformidler de sladder i deres analyser internt fra partierne.

Som hyæner kredser de om det (kursiveret af Trine), uden at komme med den grundlæggende kritik af et parti – og det gælder formentlig dem alle – hvor politikudviklingen og debatten er sekundært. Jeg synes det er et vedkommende indlæg i debatten. Uden anonymitet var det sgu ikke sket. Og skide værd med hvem, der har danset med hvem.

Tilbage står et nødvendigt opgør – bogen rammer 95 pct på kornet. Og så er den jo faktisk ikke så ond. Den er lun, underfundig – og som du rigtigt nok skriver: Pisse velskrevet. Skriv et indlæg om den (kursiveret af Trine), det vil ku’ være godt med nogle indsigtsfulde kommentarer. Hvad med din bog?

Så langt så godt
Betyder ovenstående, at jeg har ramt plet?
Hmm…tja… Fx indgår sætningen: Som hyæner kredser de om…, også i selve bogen. Og sådan er det, når vi mener at kende at nogens tone of voice. Når vi møder en tone of voice igen – trigger det noget hos os, som jeg beskrev tidligere.

Garanti får jeg ikke, og kan derfor ikke videregive, men personligt er jeg overbevist. Navnlig fordi jeg efter sms-korrespondancen tilfældigt stødte ind i DHS, hvorefter vi slog følge fra lokation A til B ude i det virkelige offline-liv, ved højlys dag, hvilket forsinkede mit vovemod i forhold til artiklens publicering. Var vi mon blevet set sammen?

Det var den 14. marts 2014 jeg fik smalltalket med DHS mellem lokation A og B. Jeg kan af indlysende grunde ikke copy and paste samtalen ordret, men jeg kan gengive de sætninger, jeg griflede ned til artiklen, der måtte komme og som du læser lige nu. Samtalen forløb nogenlunde som følger:

Vi hø-hø’ede lidt over vores forudgående sms-korrespondance, jeg smed en sproglig henvisning fra selve bogen i hovedet på DHS, for at tjekke reaktionen. Et skævt smil kom retur med følgende bemærkning: “Jeg har jo sagt, du skal skrive noget om bogen. Noget om troværdighed i politik, altså partiernes kommunikation du ved eller det forlorne ved den såkaldte debat med medlemmerne. Folk tror jo, det er løgn.  Ja, du finder sgu nok på noget. Nå, ska’ vi ik’ skifte emne Trine, ha-ha, hvordan går det fx med din egen kommende bog”.

Jeg svarede at begge bøger – om Skovflåtmodellen® til issues management (Frydenlund) og ‘rødders betydning for vores drivkraft’ (Peoples Press) – begge var forsinkede på grund af arbejdsopgaver og helbredsstrabadser som 2013 bød undertegnede og familie.

Vi nikkede indforstået til hinanden, lod talestrømme holde inde for en stund, og ønskede så hinanden oprigtig god arbejdslyst, måske endda kaffe, senere i 2014. Jeg svor desuden, at ‘my lips are sealed’, men at jeg nok skulle noget. Altså både mine bøger færdige og en artikel om Den Hemmelige Socialdemokrat.

Overskriften på artiklen er måske ikke blevet som den anonyme forfatter forestillede sig, og vinklen ikke dén som DHS selv ville have skrevet ud fra, men så må forfatterskabet jo tage til genmæle…

Ps. om identiteten på DHS
Nej, det er IKKE Henrik Sass Larsen, der har skrevet Den hemmelige socialdemokrat. Jeg er enig med Klaus Kjøller, der i BT har udpeget Sass som forfatter og udtalt, at der er tale om et sproglig originalt festfyrværkeri af en bog.

Men ‘konklusionen’ om, at Henrik Sass er den eneste, der har den frækhed og intelligens til at skrive en sådan bog, er for unuanceret en spekulation. At Sass’ motiv for at skrive bogen skulle være soleklar; nemlig hævn, køber jeg heller ikke. Det er ledelsen i Socialdemokratiet – og i den grad Henrik Sass Larsen selv – der udlægges i bogen. Dét kunne selvfølgelig være et fiffigt litterært træk, men antagelsen er forkert.

Desuden er det reelt HELE top-miljøet på Christiansborg, der udstilles. Og det i en så man næsten, men også kun næsten, kunne få den tanke, at det faktisk var fiktion…