Det handler om perception. Din opfattelse. Intet andet. Troværdighed er vidt begreb, men for 2500 år siden prøvede Aristoteles at komme tæt på begrebet ved at definere, hvad jeg kalder for troværdigheds-opbyggere.
Troværdighedsopbyggerne kan vi stadig bruge til at forklare, hvorfor Thorning opfattes mere troværdig end Løkke, her hvor valget#fv15 er udskrevet.
I kampens hede kan partier og politikere let blive så forhippede på glittede kampagner, oneliners, lir og leben, at man overser de menneskelige og ikke mindst mellemmenneskelige faktorer, der afgør hvor folk sætter deres kryds.
For knap en måned siden kunne Megafon i en måling lavet for TV2 og Politiken konstatere, at vælgerne synes at opfatte Thorning som mere troværdig end Løkke.
Så langt så godt. Men hvorfor mon tallene falder sådan ud, hvis vi ser bort fra netop glittede kampagner, oneliners, lir og leben, men fokuserer alene på de mellemmenneskelige faktorer. Nogle vil gå direkte til konkrete svar.
Der er noget med tøjsager og bilag, når det kommer til Løkke. Det er noget med løftebrud og for blå politik, når det kommer til Thorning. Eller er det så enkelt? Ikke hvis man spørger Aristoteles. For i hans optik (jeg tillader mig at svare i hans fravær) risikerer man at miste fokus, hvis starter i såkaldte konkreter. Perception handler nemlig om mennesker og hvordan vi opfatter hinanden. Det handler om følelser først, derpå konkreter.
Man er ikke troværdig
Ingen politiker bør sige om sig selv, at de er troværdige, og de kan slet ikke konkludere, at de er mere troværdige end andre politikere. Kvaliteten af en politikers omdømme afgøres nemlig af den enkelte modtager, og derfor er der ingen smutveje til popularitet.
Det er derfor man spørger: “Hvem opfatter du som mest troværdig?”
Når folk svarer på spørgeundersøgelser griber de, uden at være klar over det, ned i mavedybet og forholder sig til hvilken politiker de opfatter som:
- Mest klog
- Mest dygtig
- Mest moralsk
- Nemmest at identificere sig med
- Mest uselvisk
- Mest imødekommende
Aristoteles havde høje tanker om den ideelle afsender. Det gælder om at gøre det så godt man overhovedet kan som afsender, for troværdighed hænger ikke på træerne, og slet ikke i en valgkamp hvor alle kæmper mod alle og risikerer at glemme vælgere, der faktisk ikke er til fals alle de glittede kampagneflyers, politiske slogans, partiernes lir og leben, men er langt mere optaget af, hvordan de opfatter politikernes menneskelige habitus.
For som Henrik Strøier fra Reputation Institute siger:
“Perception is reality. Med andre ord: Vi handler baseret på det, vi mener at vide. Så ligegyldigt om det er rigtigt eller forkert, har det effekt på vores adfærd”.
Troværdighed er aldeles afgørende for en politikers omdømme. Uden troværdighed ingen modstandskraft. Og uden troværdighed er det en lang og meget sej kamp at få ændret vælgernes perception.
Også i denne sammenhæng gælder, at forebyggelse er bedre end helbredelse, og at høj troværdighed og et godt omdømme formentlig er et af de bedste våben i en valgkamp, og givet vil gøre den valgkamp, der netop er udskrevet for utrolig tæt.
Perception udvikles i omdømmekryds
Hvis man lægger megafonmålingen fra ultimo april 2015 til grund, og topper den med en ny måling fra dagen før valgudskrivelsen, også foretaget af Megafon for TV2 og Politiken, der viser, at 46 procent af danskerne betragter den siddende, socialdemokratiske statsminister som den mest troværdige kandidat, mens kun 19 procent ser Venstres formand Lars Løkke Rasmussen som den mest troværdige kandidat, opstår noget menneskeligt interessant.
Selvom Venstre og blå blok umiddelbart fører den spæde valgkamp over Socialdemokraterne og rød blok – med ca. 4%-point lige op til valgudskrivelsen – så opfatter vælgerne ikke lederen af blå blok som den mest troværdige. Et sandt paradoks, der siger noget om mennesker og perceptioner, og ikke en dyt om smarte ordspil, valgprogrammer og millioner/milliarder.
På det pressemøde som Lars Løkke holdt en god times tid efter Thorning havde trykket på valgknappen, blev han spurgt om, hvad han konkret ville gøre for at indhente Thorning på troværdigheden. Løkke svarede at han glædede sig til at komme i valgkamp. Hvad skulle han næsten andet svare her i 11. time. Men pressemødet var og er, hvad jeg kalder et omdømmekryds.
Omdømmekryds er de steder, hvor en afsenders formidling og væren krydser en modtagers værdiopfattelse og perception – og hvor der sker påvirkning af afsenderens omdømme!
Sagt på en anden måde påvirkes politikerens troværdighed i hver af de situationer, hvor vælgerne kan forholde sig til og opfatte politikeren. Og i hver af disse omdømmekryds gælder det for politikere om at levere på de seks bullets, jeg oplistede højere oppe, men som også kunne forklares med de spørgsmål, hver af os ubevidst forholder os til, når vi spørges af fx Megafon om, hvilken politiker vi opfatter som mest troværdig.
Ofte glemmer vi, at vores opfattelse af en politiker specifikt og perception i omdømmekryds generelt foregår primært offline. I nærheden af 90 % offline faktisk (Berger, 2012).
Troværdighed ved køledisken
I disse tider kunne man forledes til at tro, at troværdighed afgøres af de sociale medier og for politiske kommunikationsnørder på #dkpol. Intet kunne være mere fejlagtigt. Enhver politikers troværdighed afgøres over køledisken, forstået som metafor for alle de helt almindelige steder, hvor folk mødes, taler, sladrer, hygger, motionerer, drikker kaffe og i det hele taget forholder sig til hinanden.
Alle disse mellemmenneskelige samtaler er små omdømmekryds langt væk fra sendetid, medier og kampagnerindsatser.
Den kloge politiker, og den politiker der for alvor har sit omdømme kært, forstår at det er mellemmenneskelige faktorer, der fortæller noget om opfattelsen af troværdighed, og at troværdigheden derfor afgøres dér hvor mennesker mødes og opfattelser skabes.
Troværdighed handler oprigtighed
Abraham Lincoln, der for 150 år siden var for Amerika, hvad Thorning og Løkke gerne vil være for Danmark om tre uger, udtalte engang, at han tidligt lærte at sætte sig – udtømmende – ind i den modsatte side af ethvert omstridt spørgsmål, end hans side af sagen. Simpelthen fordi, at ‘hvis man vil vinde en mand til sin sag’, må man først overbevise manden om, at man som politiker er hans oprigtige ven.
Oprigtigt venskab eller bare oprigtighed i politik hænger nøje sammen med de seks bullets i artiklen; klogskab, dygtighed, moral, identifikation, uselviskhed og imødekommenhed.
Så enkelt kan det siges. Derfor er Thorning mere troværdig end Løkke, i vælgernes opfattelse baseret på svarene fra to megafonmålinger med en måneds mellemrum.
Skal Løkke indhente Thorning, og dermed også besvare dét spørgsmål han blev stillet af journalisterne på pressemødet kort efter valgudskrivelsen, skal han zoome ind på de tre troværdighedsopbyggere. Det er nemlig altid, med streg under altid, på mindst én af de tre troværdighedopbyggere, at vælgerne ikke er trygge – nok – ved politikeren.
